Var det sjovt i skolen idag?

Derfor skal du ikke spørge dit skolebarn om det var sjovt i skolen, jeg fortæller hvad du skal spørge om.

Når man som forældre spørger sit barn, “Var det sjovt i skolen idag?” er man med til at give sit barn urealistiske forventninger til skolen. Og ofte er svaret endda endnu kedeligere end spørgsmålet nemlig enten,

Ja! Eller Nej!

Hvad svarer dit barn til spørgsmålet oven for? Hvis du er forældre til et barn som svarer nej, eller noget lignende til spørgsmålet “Var det sjovt i skolen idag?” så læs med. For lige præcis det spørgsmål og andre lignende kan være grunden til, at dit barn svarer nej i stedet for ja.

Det er i virkeligheden noget andet vi gerne vil vide

Spørgsmålet, ligger op til at skolen skal være sjov, for at dagen har været en succes. Og lad mig slå en ting helt fast, skolen SKAL ikke være sjov. Skolen skal være et sted, hvor børn arbejder hårdt på at blive bedre til noget nyt. Bevares, nogle gange er det sjovt at gå i skole, og det er fantastisk når det er tilfældet .At det er sjovt i skolen kan skyldes mange ting, opgaverne, vennerne, det at kunne klare en svær opgave eller at tilegne sig nye færdigheder. Og selvfølgelig planlægger lærerene ind i mellem nogle ting, de ved eleverne elsker.

Men langt størstedelen af tiden er skolen et arbejde ligesom når vi voksne går på arbejde. At lære noget er hårdt arbejde, og hårdt arbejde er ikke nødvendigvis sjovt, egentlig er det ret sjældent sjovt. Men følelsen af at mestre noget den er dejlig, og så er det ofte, det hele værd.

Jeg tror, at det i virkeligheden er den, følelsen af at mestre,  man som forældre spørger om ens barn har oplevet, når man spørger om skolen var sjov. Altså fik du noget ud af det skat? Vi vil så gerne have at de bliver dygtigere børnene, udvikler sig i den rigtige retning. Det vil lærerene også. Og det vil børnene også.

Du er med til at skabe urealistiske forventninger

Problemet med spørgsmålet “var det sjovt i skolen idag” er, at der kommer fokus på ordet sjovt. Barnet tror, at det skal være sjovt i skolen, for at det er godt, og sådan er det jo ikke. Ikke når det man i virkeligheden spørger om er, om at barnet har oplevet, at de klarede noget, mestrede noget i løbet af dagen. Og den snak er fantastisk at have, men indgangen til en sådan snak kræver nogle helt andre spørgsmål.

Det andet problem er, at modsat sjovt er kedeligt, og hvis skolen ikke var sjov, er den så kedelig? Man kan spørge sig selv om børn må synes, at skolen er kedelig. Jeg siger ja, skolen må godt være kedelig, og svær og hårdt arbejde. Selvfølgelig ikke hele tiden, men den må godt, ind i mellem.

Når nogle af mine elever brokker sig over en opgave, jeg har stillet klassen og siger, at den er kedelig, plejer jeg at sige, at det da ikke gør noget. Som regel accepterer de det og arbejder med opgaven, men nogle elever har så meget modstand på det kedelige, hårde arbejde, at de simpelthen ikke kommer igang med den “kedelige” opgave og den modstand kan være med til at holde dem tilbage fra at blive deres aller bedste. Derfor er det vigtigt at du som forældre, hjælper dit barn ved ikke at lade ham tro at skolen skal være sjov for at være et sted der er værd at være og måske også arbejder på at kunne se at det der kan give en god fornemmelse i slutningen af dagen er følelsen af at have mestret noget.

Jeg vil dele nogle gode spørgsmål man kan stille i stedet.

  • Fortæl en god ting fra skoledagen
  • Hvad fortalte læreren om idag?
  • Arbejdede du med noget som var svært? klarede du det?
  • Prøv at fortæl mig om en opgave du løste i skolen idag
  • Prøv at fortælle mig om en leg du legede i frikvarteret

Ved at fjerne fokus fra det sjove og i stedet spørge ind til specifikke ting, kan du få en rigtig god snak med dit barn om, det han lavede i skolen.

Et andet godt trick er at starte med at fortælle noget fra din dag, ved for eksempel at fortælle om en udfordring du klarede, noget nyt du synes var spændende og så videre, for så viser du dit barn vejen.

Er dit barn ikke glad for skolen så send mig en mail i min brevkasse eller vi kan ringes ved og tale om hvordan dit barn kan blive bedre i skolen

Maria Baldus

God i Skolen