Om nationale test

Skal vi være så sure på de Nationale test?

Der har over de sidste dage været en del snak i medierne om de nationale test. Det er ikke første gang, at de kommer op til debat og sikkert heller ikke sidste. Men det er godt, rigtig godt, at vi tager os tid til at diskutere om det overhoved giver mening for vores børn at tage testen.

En test er et øjebliksbillede

En test er som udgangspunkt noget, der kan give et øjebliksbillede af en persons færdigheder, i det her tilfælde en elevs. Det er ikke anderledes med de nationale test. Det vigtige at huske på er dog, at en test netop giver et øjebliksbillede. Et øjebliksbillede af en elev, som kan være retvisende eller misvisende. Misvisende fordi der er mange faktorer, som spiller ind når det handler om, hvor godt en elev har klaret en test. Det kan være søvn, sult, følelser eller noget fjerde eller femte. Men testen kan også være retvisende. Det er den, når man, som lærer, ser på resultatet og tænker, ahh ja. Det passer.

Jeg vil gerne indrømme

Jeg vil gerne indrømme, at som lærer til op til flere klasser ad gangen, var det umuligt for mig at huske præcis, hvordan alle elever klarede sig fagligt. Jo, jeg havde en overordnet ide, men jeg kunne ikke sætte det i skema i forhold til emner og de andre i klassen. Jeg må indrømme, at jeg kunne godt lide de nationale test. Jeg kunne godt lide at se, om det billede, jeg havde af en elev, passede med det, som jeg fik retur nogle dage efter testens afvikling.

Jeg kunne godt lide at have data på mine elever. Data sat i rammer og skemaer. Data som sammenligner en elevs udvikling på trods af skiftende lærere og skoler, og hvad der eller kan ske i en folkeskoletid. Jeg kunne godt lide at tale om en elev ud fra konkret data til skole-hjem samtalerne. Med det sagt, er der selvfølgelig mere til en elev end data fra hans eller hendes nationale test, og det ved jeg selvfølgelig godt. Testen er en lille del. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg godt kunne lide den.

 

Hvad lærer vi vores børn ved at holde op med at teste?

Hvorfor skulle vi ikke teste? Fordi eleverne bliver stressede, eller nervøse inden testen? Det er da ikke en grund til ikke at gøre det. At blive nervøs og føle stress er en normal menneskelig reaktion på at skulle præstere eller på noget ukendt fremmed. Det er en følelse børnene kender fra andre steder end testen. Følelsen af at skulle præstere er noget børnene skal lære at håndtere, lige som alle mulige andre følelser. Ved ikke at teste, hvad lærer vi så børnene? Jeg synes, godt det må være svært nogle gange og surt og umuligt at være barn. Jeg tror, man vokser af, at klare opgaver selv og ikke af at blive pakket ind i vat af de voksne.

Som forældre kan du hjælpe

Du kan som forældre hjælpe dit barn. Du er hans eller hendes største rollemodel. Fortæl ham eller hende om testen, og at det bare handler om at løse alle de opgaver som testen siger man skal, at det nok skal gå, og at den er lavet for at se, hvad han eller hun er allerbedst til. For det er faktisk rigtigt, sådan kan man bruge testen til at have fokus på det gode, fokus på der hvor dit barn er stærkest. Husk at sig til ham eller hende, at det er vigtigt at øve sig i test, for de er der hele livet. Prøv at tale det ned.

Sådan er testen opbygget

Jeg vil lige fortælle dig lidt om, hvordan testen virker, måske kan det hjælpe. Testen er spørgsmål som man besvarer på en computer. Eleven må ikke få hjælp af en lærer eller en anden elev. Spørgsmålene varierer i sværhedsgrad. Det vil sige, når man har svaret rigtigt får man et sværere spørgsmål, og når man svarer forkert får man et lettere. Testen vil derfor opleves af alle som svær på et tidspunkt. Der vil for alle være opgaver man ikke kan løse. Det er sådan dit barns niveau bliver afgjort. På et tidspunkt er programmet tilfreds, og testen er slut. Det er meget forskelligt fra barn til barn, hvor længe det tager. Jeg har haft elever som sad rigtig længe og nogle som sad meget kort tid, men for de fleste er det mindre end 45 minutter.

Rigtig god nationaltest.

Har du spørgsmål om dit barns skolegang? Har dit barn svært ved skolen? Send mig en besked

Maria Baldus

God i skolen