Mundtlig matematikeksamen? Sådan forbereder jeg mine elever.

Skal din teenager til mundtlig matematikeksamen?

Eksamens tiden er godt igang og nu gælder det, for mange 9. klasses- og 10. klasseselever, de mundtlige eksaminer. Inden eksamen begynder giver jeg mine elever disse gode råd. 

1. Hyggelig eksamen

Matematikeksamen er ofte beskrevet som en hyggelig eksamen, og det synes jeg i grunden også, at den er. Man er oppe med en gruppe i 2 timer og sidder og arbejder med opgaver som i en almindelig matematiktime. Lærer og censor går rundt og stiller spørgsmål og ser på resultater og overvejelser. Man har altså en masse tid alene med sin makker, hvor man kan slå op i noter, bruge nettet og gøre resultaterne helt klar til lærer og censor. Der er ikke så meget pres på den enkelte, og derfor synes mange, at det er en hyggelig eksamensform. Så slap af – det skal nok gå.

2. Tag kun det med, du er vandt til at bruge

Til matematikeksamen må man gerne tage noter, bøger, opgaver og internet med. Alligevel råder jeg kun mine elever til at tage det med, som de er vandt til at bruge fra undervisningen. Det kan nemlig være svært at have overskud til at sætte sig ind i en ny lommeregner eller regneark eller noget andet til eksamen. Det kan skabe unødig nervøsitet og usikkerhed, hvis man ikke kender sine redskaber. Jeg har også været ude for elever, som kommer med alle noter, opgaver og bøger fra hele skoletiden og fra storebror, som går i gymnasiet i håb om, at det vil kunne hjælpe. Det bliver ofte ikke brugt, og eksamen er ikke et godt sted at forsøge at finde hoved og hale i noget nyt.

Så tag kun det med, du er vandt til at bruge, og få styr på dine noter inden. Det er vigtigt at vide, hvor man finder det, man skal bruge.

3. Læs op ved at øve opgaver

Matematikeksamen handler om at løse opgaver. Så den aller bedste måde at læse op på er ved at løse en masse opgaver. Til det kan man evt. bruge matematikfessor, og så øve de emner man har sværest ved igennem. Skriv evt. noter eller lav gode eksempler på, hvordan man løser bestemte opgaver i dine noter. Gode emner at være stærk i er procenter, lineære funktioner og geogebra (eller et andet geometriprogram).

4. Arbejd sammen og sig vi

Matematikeksamen er en gruppe eksamen. Det vil sige man er oppe med en makker eller som en gruppe på 3. Det er meningen at man skal arbejde sammen som en gruppe, derfor er det vigtigt ikke at dele opgaverne op, sådan at den ene makker tager den ene opgave og den anden makker den anden. Man kan blive spurgt til alle beregninger og så er det surt at blive nødt til at sige at det ved man ikke. Så brug hinanden, og husk at sig “vi har fundet ud af..” eller “vi har tænkt os at..” i stedet for “jeg har..” på den måde viser man, at man kan arbejde sammen.

5. Vis os det du kan, ikke det du ikke kan

Lærer og censor vil så gerne have at eleverne klarer sig godt. Derfor er det op til dig at vise os, hvad du kan. Hvis der er en opgave der ser umulig svær ud så lad være med at lave den. Arbejd med det du kan, blær dig lidt med det du kan. Vi skal nok sørge for at lede dig på vej, hvis du har snakket for meget om et emne. Hvis der er noget du ikke kan huske eller noget du ikke ved som vi spørger til så sig “Det finder vi ud af til næste gang i kommer”, så siger vi “Okay det glæder vi os til” og så har du og din makker lidt tid til at slå det i ikke kunne huske op, og så kan i blære jer med al jeres seje viden næste gang vi kommer.

6. Lav forskellig matematik

Din bedømmelse handler om mange ting, men en af dem er, hvor godt du viser at du kan en masse forskellig matematik. Så husk, når du skal blære dig til eksamen, og vise forskellig matematik. Det vil sige, hvis du har snakket om procenter og sammenligning af priser, så fortæl os om noget andet næste gang vi kommer, tag for eksempel fat i areal, eller trigonometri eller funktioner. Alle eksamensoplæg indeholder flere matematiskeemner. Vis os at du kan navigere rundt i de forskellige.

7. Brug it

Til matematikeksamen må man bruge alle hjælpe midler også de elektroniske. Så sørg for at bruge dem. Det er for eksempel geogebra, excel, numbers, eller noget fjerde. I stedet for at lave et diagram i hånden så lav det elektronisk, tegn funktioner ind, eller søg ekstra informationer på nettet. Ved at bruge de elektroniske hjælpemidler, viser du at du kan vurdere, hvordan man smartest kommer frem til løsningen og at du kan navigerer blandt forskellige hjælpemidler.

8. Vi er her for at hjælpe

Husk at vi ønsker, at du kommer til at klare dig fantastisk. Alt hvad vi gør er for at hive dig op i karakter. Vi vil hjælpe, så hvis vi stiller en masse dumme irriterende spørgsmål, er det for at finde ud af om vi ikke lige kan få dig til at sige noget, som gør at din karakter kommer et stykke op. Vi borer ikke i noget for at hive dig ned. Det er vigtigt at huske.

9.Vis beregninger og modeller og figurer  – ikke kun tanker

Matematik handler om beregninger og resultater og om hvad de resultater betyder. Rigtig ofte har jeg desværre oplevet at elever var så ivrige og havde så mange gode ideer til, hvad de gerne ville regne ud, så hver gang vi kom forbi dem præsenterede de kun ideer til hvad man kunne gøre. De regnede faktisk næsten ikke, og når der ikke bliver vist nogle resultater er det svært at bedømme, hvor godt i kan matematik. Så sørg for at vise nogle beregninger, modeller eller figurerer.

10. søvn og mad

Gå i seng i ordentlig tid aftenen før, også selvom du først skal op kl. 12. Spis sundt aftenen før og om morgenen. Sørg for at din krop har gode betingelser for at gå til eksamen.

 

Tilbage er der bare at sige held og lykke

Hvis du er interesseret i flere tips, forældreguides og viden om, hvordan dit barn bliver God i Skolen, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev her. 

Maria Baldus

God i Skolen