Læs om første gang jeg mødte en rigtig dygtig elev

Har du et barn, som keder sig i skolen?

Idag skal det igen handle om en dygtig elev. Det er den slags elev, som er så dygtig, at han eller hun måske keder sig i skolen. Det skrev jeg mere om her, hvor jeg også indrømmede, hvad jeg plejede at sætte mine dygtige elever til, når de var færdige.

Første gang jeg mødte en rigtig dygtig elev.

Jeg havde ikke været lærer længe, da jeg første gang mødte en rigtig dygtig elev. Han hed Rasmus og var noget helt særligt. Ikke sådan, at han var speciel, men i mine matematiktimer var en utrolig. Han hovedregnede, som ingen jeg nogensinde havde mødt. Han var altid først med hånden oppe, han gennemskuede sammenhænge og mønstre hurtigere end de andre, og ofte hurtige end mig. Han gik i 3. klasse. Han var altid først færdig, kunne alle tabeller og slugte alt NYT, man gav ham.

Men han lavede også fejl. Selvfølgelig gjorde han det. Hans svar var ikke altid rigtige. Han hadede, når jeg tvang ham til at bruge en bestemt metode. Han forstod ikke, hvorfor han ikke bare kunne lave bogen færdig og hurtigt få den for 4. klasse. Han var ikke god til at arbejde sammen med de andre børn i klassen,  og så havde han et iltert temperament. Men han var en dygtig elev, ualmindeligt dygtig.

Det var svært at acceptere “metoden”

Rasmus kunne regne næsten alle opgaver, uden at jeg forklarede ham, hvad man skulle. Han havde et system inde i hovedet, hvor han lagde tiere og enere og hundreder sammen uden at skrive tallene ned, det var imponerende. Men Rasmus kæmpede med krav, han kæmpede med, at jeg ofte stillede krav til, hvordan hans opgaver skulle løses. For eksempel skulle klassen lære at trække fra ved på helt almindelig vis at stille tallene op over hinanden. De fleste elever kæmpede med metoden, men fik lært at låne, og regnede efterhånden rigtig næsten hver gang. Rasmus ville ikke stille tallene sådan op. Han kunne regne stykkerne i hovedet, og det gik meget hurtigere.

Så hvorfor skulle han bruge min metode, når den tog længere tid?

Hvorfor skulle han egentlig det?

Var det ikke bedre, om jeg bare opfordrede ham til at bruge sin egen indtil tallene blev så store, at han ikke kunne rumme dem, uden at skrive ned?

Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, at metoden er vigtig. Jeg synes at Rasmus skulle lære det, de andre skulle lære. Jeg synes, at han skulle indordne sig den ramme og de krav, som også gjaldt de andre elever. Det synes jeg, fordi at kunne løse en opgave på en bestemt måde har også værdi, på samme måde som det har værdi at kunne løse den hurtigt, eller rigtigt, eller mest opfindsomt.

Rasmus reagerede ved at synes, at mine timer var KEDELIGE!!! Frygtelig kedelige, mest fordi han blev presset, tror jeg.

Han skulle øve sig i samarbejde

Rasmus var en dygtig elev, men han havde svært ved at samarbejde. Han kunne ikke deles om arbejdet med en anden. Han ville gerne lave det selv. Han kunne ikke følges ad med en anden elev, mens de arbejde, for han kunne ikke forstå, hvorfor det skulle gøres langsommere, end det han kunne. Han kunne ikke se værdien i samarbejdet, fordi han altid var den der fandt svaret. Og det var jo forståeligt nok, og præcis derfor var han nødt til at blive stillet nogle opgaver, hvor en andens viden kunne bruges til noget.

Hans forældre skulle stole på mig

Rasmus endte med at blive vred på mig. Hans forældre delte den vrede. De mente, at jeg holdt ham tilbage, at jeg ikke lod ham blive så god, som han kunne. De kunne ikke forstå, at jeg ville have Rasmus til at arbejde på min måde. Så vi holdt et møde, et møde, hvor jeg forklarede dem, at jeg synes Rasmus var fantastisk og imponerende dygtig, men at jeg havde nogle krav til mine elever, som også Rasmus skulle leve op til.

En af de ting som, de ikke kunne forstå var, at Rasmus ikke måtte lave 3. klasses bogen færdig og få 4. klasses bogen, hvis det var der, hans niveau var? Det var et godt spørgsmål og jeg svarede dem, at det måtte han ikke, for så var han jo helt ude af klassens fællesskab resten af året. Han ville køre fuldstændig solo, fordi jeg og forældrene havde signaleret til han at han var færdig med 3. klasse, og undervisningen derfor var ham uvedkommen. Det ville jeg ikke. Jeg ville have, at han skulle være en del af fællesskabet, og følges ad med de andre børn i klassen. Det var der også læring i synes jeg.

Han skulle ikke ekskluderes men inkluderes i fællesskabet

En dreng som Rasmus, som havde svært ved at være med i fællesskabet, svært ved at se at nogen anden metode end hans egen kunne virke, han måtte ikke komme mere uden for fællesskabet, det, synes jeg, var en katastrofe. Han havde masser han kunne lære, både metoder inden for matematik og inden for samarbejde.

Og hvad blev aftalen så? Den blev at Rasmus fik en mappe fyldt med SVÆRE opgaver for 4.klasse, som han kunne arbejde i, når han var færdig med dagens opgaver.

Det blev en succes. Succesen skyldtes ikke i særlig høj grad mappen, er jeg sikker på, men meget mere sandsynligt, at hans forældre, havde tiltro til, og støttede op om det, jeg gjorde. De synes timerne var i orden for Rasmus, og derfor fandt Rasmus ro i, at timerne var, som de var.

Er du bange for, at dit barn keder sig i skolen? Du er velkommen til at kontakte mig ved at sende en besked her, så kan vi tage en snak om, hvad du kan gøre for, at dit barn bliver mere udfordret i skolen.

Hvis du vil have mere God i Skolen kan du tilmelde dig God i Skolens nyhedsbrev lige her. 

Maria Baldus

God i Skolen