Børn skal være gode til at lære udenad

At lære udenad er en af de vigtigste egenskaber et skolebarn kan have.

At lære udenad er ikke så populært, som det var en gang. I de danske skoler, bliver det endda ofte set ned på, når eleverne skal lære udenad. Det er som om, det ikke anses for at være lige så klogt, som fx at kunne regne ud, hvad et ord man ikke har hørt før betyder, eller hvad for eksempel en ræv kan lide at spise eller noget tredje.

Når man taler om udenadslære, får de fleste assosiationer til, børn som reciterer bibelvers. Eller amerikanske skolebørn, som har en masse paratviden de ikke ved, hvordan de skal anvende. Alligevel vil jeg hævde at udenadslære er rigtig vigtigt for dit barn.

En anden vigtig kvalitet er vedholdenhed og det har jeg skrevet om her

At lære udenad betyder bare, at man husker betydningen eller rækkefølgen på noget, som er vigtigt for en. For eksempel er det nødvendigt at kunne bogstavernes lyde for at kunne læse. Man er altså med andre ord nødt til at lære lydene udenad for at have den frihed, det er at kunne sætte dem sammen og danne ord. Lige som det at lære lydene udenad betyder, at man kan stave sig igennem ord man ikke kender. Og senere skal der læres staveregler og så videre.

Da jeg underviste i matematik bruge jeg meget tid på udenadslære.

Da jeg underviste i matematik, var især to ting rigtig vigtige for mig. Nemlig at mine elever kunne alle plus-, minus- og gangetabellerne fra 1-10 inden udgangen af 2. klasse. De skulle kunne dem alle sikkert forfra og gerne bagfra også. Derud over ville jeg have, at de kunne læse alle tal også de rigtig store for eksempel 10.876 eller noget der er større.

Selvfølgelig var der også en masse andet de skulle lære, og det klarede vi gennem deres bøger. Men ud over bogens pensum ville jeg gerne give dem den gave, at kunne de to ting. Jeg ved nemlig, at det er noget som mange børn i udskolingen stadig ikke har styr på, og jeg drister mig til at tro, at det handler om, at der ikke er nogen, som har taget sig ordentlig tid til at lære dem det udenad.

Automatisering er en gave du kan give dit barn

For dit barn betyder det, at der er nogle ting, der ikke skal tænkes over hele tiden. Jeg tager fat i eksemplet med tabellerne, når de er lært godt og sikkert (og det tager altså tid og skal holdes ved lige), skal eleven ikke tænke over tabellen, når der skal laves et gange stykke for eksempel 34 gange 67. Den elev, som kan tabellerne sikkert, kan koncentrere sig om den metode det kræver at regne stykket ud. Hvorimod den elev, som ikke har lært tabellerne godt og sikkert, skal kæmpe med hver en lille del af regnestykket og måske endda tælle på fingre, finde en gangetabel frem eller lignende. Det er altså en gave for dit barn at kunne ting udenad. 

Prøv selv at tænke tilbage til tiden før gps, der var det også lettere at skulle køre en vej man kendte end en vej man ikke kendte. Det er det samme for dit barn i skolen. Uden udenadslære kender han eller hun ingen veje.

Sådan kan du hjælpe

Har du brug for min hjælp til at lave en plan for dit barn? Send mig en besked og jeg ringer dig op. Sammen finder vi løsningen.

Du må endelig ikke tænke, at det der med udenadslære, er noget læreren tager sig af. Det kan godt være det lykkedes for læreren, men det kan også være at læreren har travlt med at nå nogle andre spændende læringsmål i skolen.

Men du kan gøre det.

Du kan sagtens vælge nogle ting, som du synes dit barn skal lære udenad og så øve det hjemme. Det kan for eksempel være tabeller, tal, bogstaver, kunne stave de 120 ord. For det større barn kan det være figurnavne, algoritmer, berettermodellen, eller grammatikregler.

Hvis du tænker at det er ligemeget fordi man bare kan bruge lommeregneren, så tænk på hvor vigtigt det er at kunne lave en cirkapris på noget du skal til at købe eller sælge… Dér bruger man sine tabeller og vurderer hurtigt om noget er fornuftigt. Eller når du skal vurdere statistikker og procent og regnskaber og rabatter på Black Friday og og og…

Mangler du inspiration til, hvordan du får motiveret dit barn til lektierne? Klik her! 

Rigtig god fornøjelse

Maria Baldus

God i skolen